En udflugt styrker relationen mellem krisecentrets børn og mødre
28. juni 2017  

Krisecentret startede skolesommerferien med at tage på tur med mødre og børn til Cirkus Summarum på 10-øren. Børnene fik nogle sjove timer med leg og cirkus, og mødrene fik en pause fra hverdagens trængsler.

Første tirsdag i skolesommerferien var der cirkus på programmet, for mødre og børn og et par ansatte fra Dansk Kvindesamfunds Krisecenter. Turen gik til 10-øren, hvor Cirkus Summarum havde inviteret krisecentret til en sjov eftermiddag og aften. Den startede kl. 15, hvor der var masser af sjove aktiviteter for børnene som karusseller, sæbebobler, man kunne hoppe i Bamses og Brunos seng, sjippe og lave forskellige balancelege. Og kl. 17 var der cirkus for både børn og voksne.

”Det er en fantastisk oplevelse, hver gang vi tager på tur med de børn og mødre, der bor på krisecentret,” fortæller Pia Strøh, der er krisecenterleder på Dansk Kvindesamfunds Krisecenter, og som også var med på turen.

”Hverdagen på et krisecenter er fyldt med trængsler og store overvejelser for de kvinder, der bor her, og når man desuden er mor, betyder en pause utroligt meget. På en udflugt får mødrene mulighed for at glemme hverdagen for en stund og nyde en god oplevelse med børnene.  Det bygger en stærkere relation mellem mor og barn, og det giver et overskud, som de har glæde af længe efter, de er hjemme fra udflugten,” fortæller Pia Strøh.

Hun har en ambition om, at børnene på krisecentret skal have de samme gode oplevelser i løbet af sommeren, som andre danske børn har. Heldigvis er mange af de store familieudflugter sponsoreret, så de i løbet af sommeren plejer at nå i både Tivoli, Zoologisk Have, Den Blå Planet og på picnic til skov og strand.

”Sommeren er noget særligt for et barn, og bare fordi man bor på krisecenter, skal man ikke opleve, at man er anderledes end andre børn,” understreger Pia Strøh. 


 

Flere nyheder
Nyheder via Facebook

Adresse: Vodroffsvej 40, 1900 Frederiksberg C
Åbent: Alle dage kl. 9-22
Engager dig! Bliv frivillig ? Bliv medlem ? Støt os
 Få nyheder fra krisecenteret vis Facebook
Nyheder som rss-feed
© 2010 Dansk Kvindesamfunds Krisecenter

/ JTA